29-årige Christina Juhl Johansen fra Herlev er en del af roernes damefirer ved OL i Tokyo.
Damefireren skal første gang på vandet lørdag morgen den 24. juli kl. 4.50, hvor de roer i 2. heat.

Foto: Lars Møller/BESTSELLER for DIF og Team Danmark

Christina Juhl Johansen

29 år - Roning - damefireren

Hendes højde åbnede vejen til en ny sportsgren og til drømmen om OL

Det lå ikke i kortene, at Christina Juhl Johansen skulle blive en af Danmarks bedste roere, da hun i 2010 gik på Odense Tekniske Gymnasium, hvor idræt ikke just stod øverst på hendes ønskeliste, nærmest tværtimod. Men hun havde noget, som mange piger ikke har – højde!




29-årige Christina Juhl Johansen er en af Danmarks bedste roere, og det er hun blevet nærmest ved et tilfælde. Da hun i 2010 gik på Odense Tekniske Gymnasium, havde hun i mange år reddet på heste, og drømmen var at komme til OL som dressurrytter. Det fik Dansk Forening for Rosport lavet om på. De søgte nemlig efter høje piger med et ene mål at skabe OL-roere, og højden - dén havde Christina Juhl Johansen. Hun er 185 cm høj, og det lykkedes for Dansk Forening for Rosport at overtale hende til at gennemgå en række fysiske tests, som hun gennemførte med topkarakterer.

 

- Jeg blev tilbudt en plads på et særligt talenthold for høje unge mennesker hos Dansk Forening for Rosport med OL som mål. Jeg har egentlig altid elsket heste, og jeg var dressurrytter og konkurrencemenneske. Jeg kunne godt se, at det var mere realistisk med OL som roer end som dressurrytter, fortæller Christina Juhl Johansen, som altid har drømt om OL.

To blodpropper kom i vejen

 

Træningen blev målrettet, og den kastede efterhånden internationale medaljer af sig. Det blev til EM-sølv i 2017 i toer uden styrmand og VM-bronze i 2017 i toer uden styrmand inden et alvorligt afbræk i 2018, da hun fik konstateret to blodpropper i lungerne – en i hver lunge. Det medførte en lang genoptræningsperiode, inden hun i 2019 med damefireren vandt VM-bronze.
Den sidste vej til udtagelse til OL gik over en hård udvælgelsesprocedure i foråret, inden de sidste lange forberedelser til OL kunne begynde.

- Vi kvalificerede båden som nationsplads til VM i 2019. Vi har været en del piger inde omkring damefirerprojektet, og den individuelle kvalifikation af os fire atleter faldt først på plads i maj måned efter to hektiske selektioner. I vores forberedelse frem mod OL har vi fire piger i båden roet to World Cups sammen, og vi har haft en god lang træningslejr, fortæller Christina Juhl Johansen.

 

Flyttede til Herlev

 

Drømmen om OL betød også, at Christina Juhl Johansen måtte skifte bopælen på Fyn ud med en ny i hovedstadsområdet tæt på træningsfaciliteterne på Bagsværd Sø, og valget faldt på Herlev.

 

- Min forlovede og jeg købte hus i Herlev i 2018. Det er perfekt for os i forhold til min daglige træning på Bagsværd sø. Min træner og rolandsholdets fysioterapeut bor også i Herlev, så de har nok også haft lidt indflydelse og snakket godt om Herlev. Jeg synes, der er rigtig mange muligheder for idræt i Herlev, og det er nemt med alle daglige gøremål. Folk er enormt imødekomne og hjælpsomme, siger Christina Juhl Johansen.

 

Corona har besværliggjort forberedelserne

 

Forberedelserne til OL har været besværliggjort på grund af corona. Damefireren ikke haft særlig mange konkurrencer til at måle sig med sine konkurrenter. De oversøiske lande som New Zealand, USA og Australien har de ikke konkurreret imod siden VM i 2019, så hvordan de står i forhold til konkurrenterne er usikkert. Derfor er målet i første omgang at ro damefireren i finalen.

 

- Vi er alle fire piger på båden debutanter til et OL, så for os er det vigtigste, at vi kan holde fokus og præstere lige så godt, som vi kan til træning. Det er svært at lave en vurdering af vores medaljechancer. Vi er 10 både i alt, og der er seks finalepladser. Jeg vil være meget glad og stolt, hvis vi kan nå i finalen og ro med om medaljer den 28. juli. 

 

Strenge restriktioner i OL-byen

 

At OL skal afvikles helt uden tilskuere ærgrer Christina Juhl Johansen, som også havde set frem til, at familien havde været med i Japan.

 

- Personligt synes jeg, det er mega ærgerligt, at corona har ændret så meget for rigtig mange mennesker i hele verden. Jeg tror stadig på, at OL bliver en kæmpe oplevelse, selvom den er begrænset af coronarestriktioner. Oprindeligt skulle både mine forældre og min forlovede med til Japan og heppe på os på tribunen, det er jeg rigtig ked af, ikke kan lade sig gøre, men det kan ikke være anderledes, som situationen er nu, siger Christina Juhl Johansen.

 

Livet i OL-byen er i høj grad også præget af coronaen, alle atleter er vaccineret, og alle i OL-byen skal testes hver dag. Idrætsfolkene må ikke mødes på tværs af sportsgrenene, og de senge atleterne sover i, er lavet af genbrugspap. På trods af den store kontrol, så florerer smitten allerede inden OL´s start i OL-byen.

 

- Vi skal bære ansigtsmaske i hele OL-byen, og der er sprit alle steder. Vi sørger for at holde afstand til hinanden. Vi har alle en app installeret på vores telefoner, hvor man skal registrere sig dagligt, og den fungerer også som smitteopsporer, hvis nogen er smittet. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at der allerede nu har været smittetilfælde. 

 

Har trænet i Japan i over en måned

 

For at vænne sig til varmen, luftfugtigheden og tidsforskellen på syv timer har de danske roere har været på træningslejr i Ogata i Japan siden 16. juni .De flyttede ind i OL-byen den 18. juli.

 

- Vi har haft en god træningslejr, hvor træningsfaciliteterne har været i top. Vi har været heldige med vejret, og vi har haft god vand at træne på. Japanerne er virkelig venlige, og vi er kun blevet mødt med åbent sind og hjælpsomhed. Der har været rigtig mange restriktioner for at sikre, at ingen blev smittet. Vi har været 100% isoleret. Hver eneste dag har vi fået foretaget PCR test, fortæller Christina Juhl Johansen.

Damefireren roer indledende heat tidligt lørdag morgen klokken 4:50. Danmark er med i heat 2. De to bedste mandskaber går til finalen den 28. juli, mens resten skal ro opsamlingsheat mandag den 26. juli.

Af René Brohammer - 23. juli 2021