HERLEV EAGLES KOLLAPSER PÅ 49 SEKUNDER I RØDOVRE

KAMPFAKTA: Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles 5-3 (1-1, 0-2, 4-0). 2354 tilskuere.
Det kan gå stærkt i ishockey, og er det ikke det, der er det sjove ved sporten? Jo, men når ens hold er i fuld kontrol, fører 3-1 efter 2. periode og ender med at smide det hele på 49 sekunder med tre mål imod sig, så er det knap så sjovt.
Det startede ellers godt og som håbet og forventet. Det blev 1-0 til Herlev på mål af Charlie Curti efter fire minutter. Udligning 1-1 af Rødovres Christian Thunbo efter 11 minutter. 2-1 til Herlev midt i kampen af Isac Göransson og 3-1 af Isac Jonsson efter 38 minutter. En meget stærk 2. periode af Eagles, og en 3-1-føring, som burde have været et par mål større, for Herlev-dominansen havde været total i de to første perioder.
Kort inde i slutperioden var Victor Cubars skarpretteren og scorede til 4-1, troede man, for målet blev underkendt for en offside på selvsamme Cubars i opspillet.
Og så gik det pludselig stærkt herfra, så man nærmest ikke troede sine egne øjne. Og det var ikke Herlev, der speedede op, tværtimod. Få sekunder efter føromtalte offside så lå pucken bag Alexander Hellnamo i Herlev-målet. Et skud lagt på mål udefra blå af Jesse Vuorela sejlede hele vejen i mål til reducering, 2-3. En våd klud i ansigtet på Herlev, som var uhyre tæt på 4-1 mindre end et minut forinden.
Og den halvvåde klud blev sjaskvåd blot 22 sekunder senere, da den tidligere Herlev-spiller Mathias Hansen gjorde det til 3-3. Nu var kampen fuldstændig åbnet op på få sekunder.
Og det blev endnu værre for et fuldstændig paralyseret Herlev-mandskab. For 27 sekunder efter var den gal igen. Herlev var i angreb i Rødovres zone, Isak Ask stødte frem mod en løs puck, som han ikke nåede, og det efterlod Rødovre i en kontra to mod én. Den udnyttede Sebastian Strømstad let til 4-3. Et mål, hvor Hellnamo ikke så alt for godt ud.
Et rædselsminut for Herlev Eagles, som overraskende for de fleste undlod at tage timeout. Rødovre kørte på med ny energi og gjorde det ikke sværere, end det var. Tiden arbejdede for hjemmeholdet, og det, der kom mod deres mål, tog deres stærke keeper Mathieu Caron sig flot af.
Herlev hev Hellnamo ud mere end to minutter før ordinær spilletids udløb i jagten på udligningen, men det kostede den anden vej. Rødovres Miku Ronkainen gjorde det til 5-3 i tomt mål. Et smerteligt og unødvendigt nederlag for Herlev Eagles. Sejren var Rødovres første over Herlev efter 15 nederlag i træk.
Med nederlaget er Herlev definitivt ude af Final4-ræset. Nu har holdet en uges pause til at rejse sig, inden Herning Blue Fox besøger Ørneborgen næste fredag d. 30. oktober. Der er kampstart kl. 19.30.
